Vil du være synlig på Aalborg Universitets karrieremesse?

Randers Kommune deltager i Aalborg Universitets karrieremesse, hvor virksomheder har muligheder for at få fat i lovende talenter. Nu tilbyder Randers Kommune at medbringe informationer om din virksomhed.

Randers Kommune arbejder målrettet på, at tiltrække relevant højtuddannet arbejdskraft til lokalområdet. Derfor er Randers Kommune repræsenteret på uddannelses- og karrieremesser for at gøre opmærksom på karrieremulighederne i Kronjylland.

Næste karrieremesse finder sted i Aalborg den 7. marts 2017, hvor talenter fra Aalborg Universitet ser på jobmuligheder. Hvis din virksomhed ikke deltager, tilbyder Randers Kommune at medbringe informationer om din virksomhed. 

Konkret ønsker vi at medbringe en A4-side med jeres præsentation. A4-siden bliver lagt sammen med øvrige virksomhedspræsentationer i en karrieremappe, som bliver udleveret til relevante studerende og dimittender.

Er du interesseret i det, beder vi dig gøre følgende:

  • Lave præsentation med en kort beskrivelse af virksomheden. (max. en A4-side)
  • Evt. lave en ekstra A4 side, hvis I har aktuelle og relevante job/praktikopslag.
  • Sende præsentationen senest fredag den 24. februar 2017 til per.skjødt@randers.dk.

Randers Kommune vil herefter sørge for at printe virksomhedens præsentation og pakke den i omslagsmappen med henblik på at uddele den på messen.